Bedraget? af forfatteren, Torben Søndergaard: "Jeg ønsker med dette budskab at være med til at afsløre et bedrag, der ligger over vort land. Et bedrag der er kommet igennem vores religiøse traditioner over for Guds ord og derved fordrejet billedet af hvem Gud er og hvad det vil sige at være en kristen. Sandheden er at ingen kirkemedlemskab, dåb, korfirmation, tungetale kan frelse, hvis man stadig lever i ulydighed og synd." Hent lydfil her: Oplæsning af "Bedraget?" (65 min - mp3-format - 14,9MB)

Bedraget?

(at tro af hele sit hjerte, at noget er rigtigt uden, det er det= SNYDT, FUPPET, FØRET BAG LYSET, NARRET)

AF TORBEN SØDERGAARD

Jeg har valgt at lave denne undervisning om, hvad der kendetegner en rigtig kristen, og hvad det at være en kristen går ud på. Dette har jeg gjort, da der er utrolig mange danskere, der går rundt og kalder sig kristne, men som lever i et bedrag. De kalder sig kristne, fordi de har fået et helt forkert billede af, hvad det vil sige at være en kristen, da vi som danskere lever i et meget religiøst land. Et land hvor den sande kristendom er blevet skiftet ud med religiøsitet. Vi lever i et land, hvor utrolig mange præster ikke engang kender Gud. Det de kender er religionen kristendommen, men de kender ikke personen Kristus. Derfor når de stiller sig op søndag efter søndag og prædiker, eller når de udtaler sig i medierne om forskellige ting på kristendommens vegne, kommer der ofte et forvrænget billede af, hvad sand kristendom egentlig går ud på. De er blinde vejledere for blinde, som Jesus selv siger.

Mattæusevangeliet kapitel 15 vers 1:
"Lad dem (præster og religiøse ledere) være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften."

Hvad er en kristen?

Jeg vil starte med at sige, at hvis du læser denne undervisning, fordi du vil finde ud af, om du er en kristen eller ej, fordi du er i tvivl, så er du det IKKE. Hvis man først har taget imod tilgivelsen fra Jesus og blevet "født på ny", som Bibelen taler om, altså blevet en ny skabning og døbt med den Hellige Ånd, sker der noget inde i én. Dette bevirker, at man ikke er i tvivl, for Helligånden åbner vores øjne, så vi kan kende Gud, og den bekræfter for os, at vi er Guds børn.

Romerbrevet kapitel 8 vers 15-16:
"I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn."

Når man bliver født på ny, altså når man omvender sig fra sin synd og tager imod tilgivelsen i Jesus, bliver man virkelig en ny skabning, og det gør, at man begynder at se tingene på en helt anden måde. Man begynder at forstå, hvem Gud er, og man begynder at kunne se Guds rige, som der også står i Bibelen.

Johannesevangeliet kapitel 3 vers 3:
"Jesus svarede ham: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige."

Så det at blive en kristen, er altså ikke bare noget man bliver, fordi man kalder sig det, eller fordi man er medlem af en religion eller kirke, men det er et spørgsmål om at blive en ny skabning. Det at være en kristen er altså ikke bare noget ydre, at man begynder at leve anderledes udadtil, men det er, at man bliver en ny skabning inden i. Man bliver en anden inden i, og man starter et helt nyt liv, som automatisk vil kunne ses udadtil.

2. Korintherbrev kapitel 5 vers 17:
"Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til."

Og er man blevet en ny skabning, ved man det! Jeg er heller ikke i tvivl, om jeg er gift eller ej. For det blev jeg d. 19. okt. '96. Jeg husker det tydeligt, og jeg ved stadig, at jeg er gift med min kone. Vi bor sammen, spiser sammen, sover sammen og vi har endda fået 2 børn sammen. På samme måde er jeg heller ikke i tvivl, om jeg er en kristen eller ej, for jeg lever med Gud og lærer ham bedre at kende for hver dag, der går, som jeg også gør med min kone. Jeg har fællesskab med ham, snakker med ham, og han taler til mig m.m.

Så igen, hvis du er i tvivl, om du er en kristen - i tvivl om du kender ham og lever med ham, så gør du det nok ikke. Hvis en skulle spørge dig, om du er kristen eller tror på Gud og Jesus, og du bare ville trække lidt på det, eller sige "det mener jeg, eller det kommer an på...", så er svaret NEJ. NEJ, du er ikke en ny skabning/ kristen. Men det kan du blive i dag, og efter i dag kan du være helt sikker.

Mange tror, men er bedraget

Vi går lidt videre til dem, der virkelig tror, at de er kristne. Dem som, hvis man spørger dem, vil sige "ja", uden at tøve, men hvis man snakker lidt med dem, har de også fået et helt forkert billede af, hvem Gud er, og hvad det vil sige at leve med ham og kalde sig en kristen.

For kort tid siden var jeg nede i byen, hvor jeg kom til at snakke med en dame midt i 50erne. Hun var "i hvert fald" sikker på, at hun var en kristen. Som hun selv sagde det, havde hun og Vorherre lavet en aftale om, at han var der for hende, hvis hun havde brug for det, og når hun døde ville han tage imod hende, for hun var både døbt og konfirmeret og kom også i kirken en gang imellem.Jeg kunne dog hurtigt mærke, at den gud, hun troede på, var hendes egen opfundne gud. En gud (hun mente), der passede lige til hende, og ikke den sande og levende Gud, som Bibelen taler om, ham der har skabt os alle.

Så jeg spurgte, om hun kendte Jesus og fortalte, at der stod i Bibelen, at hvis man siger, man kender ham (Jesus), skal man også holde hans bud. Jeg spurgte, om hun egentlig vidste, hvad hans bud var.

1. Johannesbrev kapitel 2 vers 4:
"Den, der siger: "Jeg kender ham (Jesus)," men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham."

Da ville hun godt nok indrømme, at hun ikke rigtig kendte noget til Jesus, og at hun heller ikke kendte noget til at holde hans bud. Men hun troede i hvert fald på Gud og mente, at hun levede med ham, for hun levede som et godt menneske.

Så sagde jeg til hende, som jeg desværre kan sige til mange andre såkaldte "kristne" i dette land, at hun IKKE kendte Gud. At den gud, hun tror på, er ikke den Gud, som har skabt hende, og som kan frelse hende, men det er hendes egen lille opfundne "afgud." En gud hun selv har skabt, og som passer lige til hendes behov. En gud der ikke har nogle krav til hende, men hvor hun kan leve, lige som det passer hende. En gud hun kan bruge som en automat, når hun lige har brug for det. Men sandheden er, at det hun har skabt er en gud/afgud, der ikke kan frelse hende på dommens dag. Den (hendes egen gud) kan ikke frelse hende, selv om hun inderst inde håber på det. Og jeg sagde så til hende, at hvis hun ikke omvendte sig til Gud, den eneste sande Gud - Bibelens Gud, ham som har skabt hele universet, og gør hvad han siger (følger hans bud), og lever med ham hver dag, ville hun gå fortabt i al evighed.

Vi danskere er så forblændede, når det kommer til, hvad det vil sige at være en kristen, og hvordan man bliver en kristen. Vi tror, at det at være en kristen er at komme i en kirke, at bo i et kristent land, eller det at man inderst inde "tror" på Gud, men ellers lever som man selv vil. Hvis man spørger mange i vores land, om de er kristne og tror på Gud, vil de svare: "Ja, jeg tror og lever som et godt menneske." Men det at man "tror" på Gud og "prøver" at leve som et godt menneske, gør ikke folk til kristne.

I sig selv kan man ikke leve godt nok efter Guds standard, og det er det, vi skal se på, for det er Gud der sætter dagsordenen og ikke os. Derfor skal vi ikke sammenligne os med narkomanen eller massemorderen og der igennem tro, at vi lever fint nok. Derimod skal vi sammenligne os med Guds måde at leve på, og uden Jesus som herre og frelser i sit liv kan man ikke leve godt nok.Selvom du virkelig prøver på at leve et godt liv, er det ikke godt nok. Gode gerninger i sig selv kan ikke frelse nogen - men det kan omvendelse og tro på Jesus.

Hvad er det så at tro?

Tro er ikke, som de fleste kender det i dag. Troen er aktiv, og ikke noget man ikke kan definere og se, som mange tror. Jeg har flere gange oplevet, at når der er en, der er død, og man kommer til at snakke med de pårørende om Gud og om Himmel og Helvedet, vil familien eller vennerne for det meste sige, at de da troede, at han/hun havde troen på Gud. Personen var dog ikke typen, der rigtig snakkede om det - eller var fanatisk, men han/hun troede på sin egen måde inderst inde.

Mange har en tro på Gud/eller en højere magt uden at have set sig selv som en synder, der har brug for tilgivelse hos Jesus - som døde for dem. Denne tro er intet værd, da der kun er frelse gennem Jesus.

En tro uden omvendelse/gerninger er DØD. En tro, der ikke kan ses, og som ikke giver sig til udtryk i gerninger, er død. Den rigtige TRO er noget, man både kan se og føle på, og ikke som vi har gjort den til,- noget som er helt personligt, noget som andre ikke kan se, og som heller ikke kommer andre ved, altså noget udefinerbart. Bibelen siger klart, at hvis troen ikke er aktiv i gerninger, er den død. Og hvis man stadig lever i bevidst synd, er troen intet værd. Den kan ikke frelse nogen - for tro og omvendelse hænger sammen.

Jakobsbrevet kapitel 2 vers 18-26:
"Nogen vil indvende: "Én har tro, en anden har gerninger." Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro. Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også - og skælver. Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar? Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen. Dermed gik det skriftord i opfyldelse, som lyder: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed," og han blev kaldt Guds ven." I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene. Blev skøgen Rahab ikke ligeledes gjort retfærdig af gerninger, da hun modtog sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden vej? For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt."

Bibelen siger klart, at tro uden gerninger er død, og at tro uden omvendelse er død. Dvs. at den "tro", som de fleste danskere siger, de har, er intet værd. For det de har er ikke tro, men et lille HÅB. "Jeg håber, at det nok skal gå. Jeg håber på, at jeg kommer i himmelen, hvis der er sådan en"... MEN AT HÅBE ER IKKE GODT NOK. Den tro, der frelser, er en tro, som man vil ofre sit liv for. Det er en tro, der er synlig i den måde, man lever på.

Man kan bruge et billede som f.eks. det at hoppe elastikspring. For nogle år siden prøvede jeg bungeejumping. Jeg stod i 55 meters højde og skulle hoppe ud, i den TRO at elastikken holdt, og at den ikke var for lang. Da jeg stod i 55 meters højde og skulle til at hoppe, havde jeg tro og fast tillid til, at det ville gå godt, for hvis det ikke gik, ja, så ville jeg jo dø. Men jeg troede på, at det ville gå godt, og derfor hoppede jeg. Hvis troen ikke var der, ville jeg selvfølgelig ikke hoppe, det ville være for dumt.

Hvis vi så siger, at elastikken er skiftet ud med troen på Jesus, vil du så hoppe? Er du villig til at satse dit liv på det, du tror på? Også selv om det koster? Også selvom det betyder, at du vil blive forfulgt, mobbet og måske det endda vil koste dig livet?

Når Bibelen taler om, at der kun er frelse igennem troen på Jesus, er det IKKE nok, at man tror på Jesus som en historisk person, der engang har levet. For alle fornuftige mennesker tror på, atJesus engang har levet. Når Bibelen taler om, at troen på Jesus frelser, vil det sige at TRO på ham og på det han SIGER, lige som man tror på andre mennesker og tror, at det de siger er rigtigt.

I Johannesevangeliet kapitel 8 vers 30, står der:
"Da han talte sådan, kom mange til tro på ham."

Hvad kom de til tro på? Kom de til tro på, at han var en virkelig person, der lever eller hva'? Nej, de kom til tro på, at det, han sagde, var rigtigt. Der står, "da de hørte ham TALE kom de til tro på ham." Det var altså det, han sagde, de kom til tro på. I verset efter kan vi læse, hvad der kræves for at være en kristen/discipel, og hvad det vil sige at tro på Jesus:

Johannesevangeliet kapitel 8 vers 31
"Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie"

Ser du, at tro på Jesus er at tro på hans ord, men også at leve efter det. Han siger her, at de skal blive i hans ord, dvs. leve efter det han har sagt. Samtidig siger han også, at hvis vi ikke lever efter det, altså hvis vi ikke bliver i hans ord, er vi IKKE hans disciple. For at være en kristen er det altså ikke nok "bare" at tro på, at Jesus engang har levet, men vi må tro på, at det han siger er rigtigt og leve efter det.

Hvad betyder ordet "kristen"?

Ordet "kristen", var først noget, man begyndte at kalde Jesu disciple ca. 13 år efter, at Jesus var opstået fra de døde. Man kaldte dem kristne, fordi de lignede Kristus i den måde, de levede på, ved det de sagde og gjorde. Ordet kristen [´kroesden] betyder en efterfølger af Kristus. Så de blev kaldt kristne, fordi de var efterfølgere af Jesus (Kristus), og ikke fordi de boede i et "kristent" land eller kom i en kirke. Prøv at lægge mærke til, at det var andre, der begyndte med at kalde dem kristne - og ikke dem selv. De tog altså ikke en titel på sig selv, men andre gav dem den flotte titel, fordi de levede det ud, fordi det var synligt for alle, at de levede med Jesus.

Apostlenes Gerninger kapitel 11 vers 26:
"Og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne."

En kristen er altså det samme som en discipel, men hvad er en discipel?

Matthæusevangeliet kapitel 28 vers 19-20:
"Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."

Jesu befaling til sine disciple lige inden han tog op til Himmelen var, at de skulle gå ud i verden og gøre alle folkeslag til hans disciple, idet de lærer dem at holde hans bud og gøre alt, hvad han har befalet dem. Hans befaling var IKKE, at de skulle gøre folk til religiøse kristne, der ikke kender noget til ham, og som ikke holder hans bud og ikke gør, hvad han siger.Ordet "discipel" som bruges her er på grundteksten er "matheteuo", hvilket betyder: "At være en discipel af én, hvor man følger vedkommendes forskrifter, regler, undervisning, belæring og ordre, og at være ens elev, praktikant."

Så hvis vi stiller det op på denne måde, og i stedet for at man kalder sig en "kristen" med den betydning, det har i dag, kalder sig en "discipel" med den betydning, som det har, så tror jeg ikke, at så mange vil være så hurtige til at sige, at de er "kristne." Det vil jo så indebære "lidt" mere end, at man går i kirke eller lever et rimeligt godt liv. Det vil betyde, at man lever med ham og gør ALT, hvad han siger.

Men lige meget hvad vi kalder det, om vi siger, at vi er kristne eller disciple, gør det ingen forskel over for Gud, hvis vi ikke holder ALT, hvad han har befalet os. Jeg kunne godt begynde at kaldemin søn for min datter, men det laver jo ikke om på, at han stadig er min søn. Lige så lidt laver det, at man kalder sig en kristen, om på at man er på vej til fortabelse, hvis man ikke har omvendt sig fra synden og lever med Jesus og holder hans bud.

Lidt vand i hovedet (dåben) gør i sig selv INGEN forskel. Heller ikke det, at man kommer i en kirke eller bor i et "kristent" land. Det kan heller ikke frelse nogen. For det er et spørgsmål om omvendelse og tro, om man er en 100% efterfølger af JESUS KRISTUS og holder hans bud - eller ej. Så som du ser, er det altså ikke alle de 87% af Danmarks befolkning, som er medlem af den danske folkekirke, der er "kristne" og på vej til Himmelen. Men som det ser ud nu i vores døende land, er det nok kun 1-2 % af Det har givet et forkerdanskerne eller endnu mindre, der er disciple af Jesus. Danmark er et af de mest døde lande i verden, når det kommer til sand kristendom. Andre lande i verden, hvor de ikke har kristendommen som stats-religion, har de alligevel mange flere efterfølgere af Jesus end os. Dette skyldes bl.a. den religiøse måde, vi praktiserer "kristendommen" på i vores land.t billede af, hvad det vil sige at være en sand kristen. Danskerne bruger tit det, at "vi er jo døbt og konfirmeret, så der er ingen grund til fare", som en sovepude. Eller at man igennem såkaldte "kristne" og deres livsstil, har fået den opfattelse af, at det der står i Biblen ikke er sandt.

Men spørgsmålet til dig er: Er DU blandt de få 1-2 % i dag (der kommer flere), i vores land, der lever som en discipel/efterfølger af Jesus? Hvis ikke: Hvad vil du gøre ved det? Undskyldninger som det, at man har set så meget latterlighed og dobbeltmoral i kirkerne, eller at man da lever, ligesom præsten siger man skal, er ikke gode nok.

Hvad kræver det så at være en discipel af Jesus?

Det er et spørgsmål om at være villig til at give alt til Jesus og være lydig i alt, hvad han siger. Hvis vi gør det, vil vi komme til at opleve mange utrolige spændende ting. For jo mere lydige vi er overfor ham, jo mere vil han vise sig for os og betro os af sin kraft. Jesus siger nogle ting, om det at være en efterfølger af ham, eller en discipel, som vi lige vil kigge lidt på.

Jesus siger i Matthæusevangeliet kapitel 10 vers 37-39:
"Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det."

Det Jesus ønsker af os er, at han har førstepladsen i vores liv på alle områder, og at vi ikke sætter noget højere end ham, men at vi er lydige. Han ønsker, at vi handler på hans ord, når han taler - også selvom det ikke altid umiddelbart virker til vores fordel. Gud vil aldrig sige, at vi skal gøre noget, der ikke vil være godt for os i sidste ende. Til tider kan det godt virke sådan for os, da vi jo kun ser det, vi kan se her og nu. Men Gud er langt større, og han ved, hvad der er bedst for os i sidste ende.

Det vi lige læste med ikke at elske far, mor, søn osv. mere end Jesus betyder, at Jesus skal komme først i alting. Det Jesus ønsker er, at vores kærlighed til ham må være så stor, at vores kærlighed til andre kommer i anden række. Jesus ønsker at være på førstepladsen i vores liv og have vores højeste prioritet. Når han er på førstepladsen i vores liv, vil alt andet også komme til at fungere godt, også blandt familien og vennerne. For når vi følger Jesus, vil han være med os, og vi vil få overskud til også at tænke på vores næste, vores familie/venner m.m.

Der er desværre mange, der opgiver at være en discipel af Jesus pga. familie og venner. Det er også derfor meget vigtigt, at Jesus har førstepladsen, også selvom det betyder, at vi ofte må trodse andres meninger og synspunkter. Så længe man ikke er født på ny, er man jo "blind", og hvis vi lytter til en blind og følger ham, vil det gå galt. Vi må i stedet leve med Gud, så han kan bruge os til at bringe "syn" til familien og vennerne, så de også kan se. Det vil de være højst taknemmelige for i sidste ende.

Så det at være en kristen/discipel er, at holde hans bud og følge ham 100 % - og gøre alt hvad han siger. Der findes kun frelse i Jesus - og ikke i nogen lille afgud. Det er kun Gud, der kan frelse, og det sker ved at man lever med Jesus som sin herre og frelser. Det eksempel, jeg før kom med om damen, der troede på sin egen gud, er desværre billedet på den sande tilstand i vort land i dag. Utrolig mange danskere går rundt i et bedrag og tror, at alt er i orden, og de er på vej til Himmelen, fordi de er barnedøbt og konfirmeret - og står som medlem af en kirke. Andre tror, at alting er i orden, fordi de i deres egne øjne lever et rimeligt godt og fornuftigt liv som de fleste andre. Men nej, min kære ven. Som du ser, kan din barnedåb og konfirmation ikke i sig selv frelse dig, og gør dig ikke til en kristen. Og det, at du prøver at leve et rimeligt godt liv, er heller ingen vej til Himmelen. For sandheden er, at vi alle har syndet, og hvis vi ikke har omvendt os fra vores synd, bedt om tilgivelse og lever med Gud hver dag, vil vi gå fortabt.

Det, jeg kommer med, kan lyde fremmed i manges ører i forhold til, hvad man har hørt i kirkerne rundt omkring. Det er netop fordi, vi lever i en tid, hvor mennesker ikke vil høre sandheden, men hellere vil høre noget, der kildrer deres ører. De vil hellere høre, at dåben er nok, for så har de en undskyldning for at leve, som de gør. Ja, det tror mange i hvert fald. Men sandheden er sådan, også selv om man ikke gider at høre det. Så det holder ikke at vende det døve øre til, fordi man håber på, at man så ikke vil blive dømt efter det. For om du vil høre eller ej, vil det ikke rokke ved sandheden. Det er overfor sandheden (og ikke din egen teori), du en dag skal stå til regnskab over for Gud.

2. Timotheusbrev kapitel 4 vers 3-4:
"der vil komme en tid (og det er i dag - især i vort land), da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter."

Helligånden

En meget vigtig del af det at være en kristen er Helligånden og Helligåndens fylde/dåb, eller hvad man vil kalde det. Uden Helligånden kan man IKKE leve det liv, Gud ønsker for en. Når man bliver døbt med Helligånden, sker der noget i ens liv, som gør, at man begynder at se tingene på en helt anderledes måde. Man begynder bl.a. at forstå Guds ord bedre.Jeg kender til flere "kristne", der havde troet på Gud i mange år, som kom trofast i kirken, kaldte sig selv for kristne og levede efter det, som de nu kendte til. Men da de efter mange år i kirken, en dag blev fyldt/døbt med Helligånden, skete der noget, og de blev forvandlet. Deres fællesskab med Gud blev lige pludselig meget mere levende, og de oplevede et helt nyt lys over det hele,- og så tingene som de aldrig før havde gjort.

Når jeg taler om Helligåndens dåb, er det IKKE det vand, man får på hovedet som barn, hvor man døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Helligåndens dåb er ikke en dåb i vand, men Helligåndens dåb er noget helt andet.

I Bibelen ser vi, at mange blev døbt i vand af Johannes Døberen. Det var en form for omvendelses-dåb, som svarer til dåben i vand. Som jeg har sagt, er der desværre en del, der holder her, efter dåben i vand, og tror, at det var det. Men Johannes Døberen sagde selv, at han døbte i vand, men ham der kommer efter ham,"dvs. Jesus," skal døbe med Helligånden og ild. Det er det, som er Helligåndens dåb, og den er nødvendig for at leve det kristne liv.

Matthæusevangeliet kapitel 3 vers 11:
"Jeg (Johannes) døber jer med vand til omvendelse; men han (Jesus), som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild."

Da Jesus gik rundt på jorden, var han sammen med sine disciple dag ud og dag ind i 3 år. Han underviste dem, svarede på alle deres spørgsmål og opmuntrede dem, når det var hårdt osv. Tænk på det. De var sammen med Jesus hver eneste dag i 3 år. De hørte ham undervise. De så, hvordan han helbredte folk. De så ham gøre store tegn og undere, det må have været fantastisk at være sammen med Jesus - at være sammen med ham i egen person. Tænk, hvis vi kunne vandre med Jesus i dag på samme måde, det kunne være mægtigt, ik'? Men alligevel sagde Jesus til sine disciple (og til os), at det var bedst for dem, at han gik bort, for hvis han ikke gik bort, så kunne han ikke sende Helligånden til dem.

Johannesevangeliet kapitel 16 vers 7:
"Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden (Helligånden) ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer."

Jamen, der er da ingenting, der kunne være bedre end det at være sammen med Jesus personligt? Nej, det er rigtigt, men det er også derfor, vi fik Helligånden. For når man bliver døbt med Helligånden, vil han (Helligånden) hjælpe os med at leve et liv, der behager Gud. Han vil minde os om alt det, Jesus har sagt, og han vil give os kraft, så vi kan vidne om Jesus. Ved at leve på samme måde som Jesus gjorde, kan vi opleve de samme ting, som Jesus gjorde - tegn, undere og mirakler. Vi kan i Jesu navn bede for de syge, så de bliver raske.

Apostlenes Gerninger kapitel 1 vers 8:
"Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende."´

Så når man vender om til Gud og bliver døbt med Helligånden, vil man opleve en tæt relation med Gud/Jesus igennem Helligånden, der kan blive lige så tæt, som det disciplene havde med Jesus.Det, at der står, at vi får kraft, når Helligånden kommer over os, er ikke bare kraft til at fortælle andre om Gud med ord, men det er også kraft til at helbrede mennesker, til at sætte folk fri fra dæmoner, til at profetere over mennesker m.m.

Hvordan får man så Helligånden?

Man kan selv bede om det, eller man kan få en person som har Helligånden i sig til at bede for sig. Det er ikke så lang tid siden, at 4 personer blev døbt med Helligånden i vores stue og begyndte at tale i tunger. Det skete ved, at vi bad sammen. Vi som havde Helligånden lagde hænderne på dem, og Helligånden kom over dem og fyldte dem. De begyndte så selv at tale i tunger, ligesom vi læser om i Bibelen. (Tungetale er et guddommeligt sprog, som dem, der kender Gud, kan få. Det er et sprog, som man ikke selv forstår, hvor ens ånd beder til Gud og derigennem går i forbøn/opbygger én, tilbeder Gud m.m.)

Apostlenes Gerninger kapitel 19 vers 3-6:
"Paulus spurgte: "Hvilken dåb blev I da døbt med?" De svarede: "Med Johannes' dåb." Så sagde Paulus: "Johannes døbte med omvendelsesdåb (dåb i vand) og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fulgte efter, det vil sige på Jesus." Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede."

Her læser vi om nogle, der var kristne, men som aldrig havde hørt om Helligånden. Sådan er det også i dag, men det er ikke for sent, du kan blive døbt med Helligånden i dag.

Tilgivelse

Ja, det var lidt undervisning om, hvad kristen er en. Er du igennem denne undervisning kommet frem til, at du ikke kender Gud og har brug for tilgivelse - og har brug for at lære Gud at kende, kan det ske. Det er meget simpelt.

Vi læser lige Romerbrevet kapitel 10 vers 9-10:"Hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse."

Det står her sort på hvidt, hvad du skal gøre. Du må bekende Jesus som herre i dit liv og tro, at Gud oprejste ham fra de døde. Det, at man bekender Jesus som herre, vil sige, at man holder hans bud og gør ALT, hvad han siger. Det er altså IKKE nok, at man siger, at man tror på ham, men ellers lever som man selv vil. NEJ, man må leve i 100 % lydighed til ham.

Matthæusevangeliet kapitel 7 vers 21:
"Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje."

Et andet sted spørger Jesus os om, hvorfor vi kalder ham herre, når vi ikke gør, hvad han siger? Det, Jesus ønsker af os, er altså ikke, at vi bare kalder ham for herre, men ellers lever som vi selv vil. Han ønsker lydighed fra os, og hvis vi ikke holder hans bud, vil han spørge os: "Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?", Lukasevangeliet kapitel 6 vers 46.Så når Bibelen taler om, at man bliver frelst, hvis man har Jesus som sin Herre, er det med den betydning, som ordet "herre" har. Nemlig en som bestemmer over en. En som man er tjener for. Dvs. hvor man gør, hvad personen siger og underordner sig i alt, altså viser 100% lydighed.

Det kan være, du tænker: "Det er umuligt at leve i 100% lydighed, det kan man ikke. For hvad hvis man f.eks ikke er helt sikker på, hvad der er Guds vilje, og derfor kommer til at gøre det forkerte og der igennem er ulydig? Hvad så?" Det er sådan, at Gud IKKE kræver os til regnskab, for det vi IKKE er bevidste om, men for det vi ved.

Jakobsbrevet kapitel 4 vers 17:
"Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder."

Sådan er det også med synden. Vi kan allesammen KOMME TIL at gøre noget, der er forkert, hvor det ikke er med vilje, og der er tilgivelse. Men synder man med vilje, er man IKKE en kristen og har brug for omvendelse. F.eks. ved alle, at det er synd at se på porno. Hvis man så alligevel går ind på internettet og "tilfældigvis" går ind og kigger på lidt porno og begærer noget, man ikke må, synder man jo med vilje. Hvis det er dig, så står du et meget farligt sted og vil blive dømt som en synder og gå fortabt, hvis du ikke omvender dig med det samme.

Bibelen taler om, at vi skal opgive al vor synd for at blive frelst, og når den siger, at det er ALT, menes der, det vi kender til, det som vi i vores samvittighed ved er forkert. Vores samvittighed kan dog være så ødelagt af synden, så man næsten ingen samvittighed har tilbage. Da gælder Guds ord dog stadig. For Bibelen siger klart, hvad der er synd, og synd adskiller fra Gud (De 10 Bud m.m.). Men når man omvender sig fra synden og giver sit liv til Gud, bliver man født på ny, og det gør ens samvittighed også. Den bliver knivskarp igen. Derfor vil der også løbende komme nogle ting, som man skal gøre op med. For man skal først til at lære at leve det nye liv - og lære at kunne skelne mellem, hvad der er ret og forkert.

Romerbrevet kapitel 12 vers 2:
"Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne."

Men hvis man prøver at skjule synden enten ved, at man ignorerer den og trodser sin samvittighed, eller ved at tænke, at Gud jo er nådig, så det skal nok gå alt sammen, - er man helt gal på den og har brug for at omvende sig, inden det er for sent.

Ordsprogenes Bog kapitel 28 vers 13:
"Den, der vil skjule sine overtrædelser, går det ikke godt, men den, der bekender dem og holder op med dem, finder barmhjertighed."

Det er vigtigt, at vi altid lever i lyset - og aldrig har bevidst synd eller uafgjort synd i vores liv. For vi skal altid være klar til at stå foran Gud. Og vi kan ligeså godt komme til at stå der om en time, som om 10 år. Spørgsmålet er så bare: Er du klar til at komme for dommen? Har du noget, som du ikke har omvendt dig fra og bekendt? Hvis du vidste, at du skulle for dommeren om en time, ville der så være noget, du hurtigt skulle have bekendt eller nogle du skulle tilgive? Det er sådan, vi må tænke. Så hvis du har noget, så er det bare med at få gjort op med det NU!

Prædikerens Bog kapitel 12 vers 13-14
"Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt."

Hvordan skal jeg komme derind, så jeg kan lære hans vilje at kende, som du skriver, så jeg ikke går fejl af gud? Jo, det første du må gøre er, at du må omvende dig fra din synd og fra det at have levet i ulydighed mod din Gud og skaber. At omvende sig betyder, at man fra at have gået i en retning vender om og begynder at gå i en anden retning. Det er det du må gøre. Du må dog allerførst bede Gud om tilgivelse for al din synd og ulydighed mod ham - i Jesu navn. Og så må du fortælle ham, at du fra nu af vil leve i lydighed mod ham og hans ord. Det er det allerførste man må gøre, for før man gør det, kan man ikke blive accepteret af Gud, uanset om man begynder at læse i Bibelen og går i kirke m.m. Så længe man ikke har omvendt sig og følger ham og gør, hvad han kræver/siger, lever man i oprør. Så hvis du ikke gør dette nødvendige, vil hvert åndedrag du tager blive i oprør mod din skaber og Gud.

Derefter må du begynde at fylde dig med Guds ord (Bibelen). Du lærer Gud at kende igennem det at læse i Bibelen og igennem fællesskab med ham (bøn). Sidst men ikke mindst må du have fællesskab med andre, der lever med ham. Der taler jeg altså IKKE om nogle, der kalder sig kristne, men ellers lever deres liv med sig selv som herre. Jeg taler om dem, som lever i overgivelse til Gud og hans ord. Dem der ikke bare lever som en "kristen" om søndagen, men lever det ud i livet hver dag, 24 timer i døgnet.

Så start med at omvende dig fra AL din synd, og råb til Gud om nåde for dit liv. Idet du bekender dine synder for ham og beder om tilgivelse, så du ikke skal blive dømt som en synder. For hvis du omvender dig og beder om tilgivelse i Jesu navn for alt det forkerte, du har gjort, vil Gud tilgive og frelse dig. Du vil da opleve et helt nyt og spændende liv med Gud. Kontakt så nogle kristne, der kan hjælpe dig videre i vandringen med Gud, så du ikke går fejl af Guds plan for dit liv. - Og så skal du blive døbt og få Helligånden, for uden Helligånden vil du ikke kunne fuldføre løbet.

Lidt om hvordan jeg blev kristen, og hvad det har gjort i mit liv

Jeg blev født i 1976, hvor jeg voksede op i Brande i en ganske normal familie, som var medlem af folkekirken, hvor jeg også er døbt og konfirmeret. Men ligesom flertallet i Danmark gik vi aldrig i kirke. Jeg havde troen på, at der var mere mellem himmel og jord, men hvad det var, vidste jeg ikke.

En dag besøgte jeg en god ven. Han var lige blevet personlig kristen og var begyndt at komme i en frikirke. Jeg sagde til ham, at han var blevet skør og hjernevasket, og at han skulle passe på, at det ikke var Jehovas Vidner eller en eller anden sekt, for man hører jo så meget. Det gjorde dog, at jeg blev nysgerrig. En dag så jeg et program i fjernsynet fra en kirke, hvor jeg kunne se, der var nogle, der virkelig oplevede Gud, så tænkte jeg: Hvis man kan opleve Gud, så vil jeg også have det. Jeg besluttede, til min vens store overraskelse, at jeg dagen efter ville med ham i kirke.

Dagen efter stod jeg så i kirken, og der var sang til Gud "med gang i." Folk stod med løftede hænder og talte i tunger. Min første tanke var, at jeg nok var det eneste normale menneske tilstede.Men i løbet af aftenen mærkede jeg, at der var noget specielt. Så da taleren spurgte, om der var nogle, der ville tage imod Jesus som deres frelser, vidste jeg, at det skulle jeg. Jeg gik frem og bad en bøn om, at Jesus måtte tilgive min synd og blive min frelser. Jeg vidste ikke meget om det, men der skete noget. Senere den aften blev jeg bedt for. Da oplevede jeg noget, der som en mægtig ild kom og gik igennem hele min krop. Det er svært at beskrive. Det var så virkeligt og enormt.

Siden den dag d. 5. april 1995, er der sket utrolig mange ting. Angsten for at dø forsvandt med det samme, og jeg fik en stor glæde, fred og oplevede en enorm frihed. Hvis jeg før prøvede at bede til Gud, følte jeg, at han var langt væk, men siden 5. april 1995, vidste jeg, at han var nær, og det var let at bede til ham. Jeg forstod pludselig mange ting og oplevede, at Gud kunne tale til mig.

Ca. 5 måneder efter, da jeg var til en kristen koncert i Ålborg, talte Gud til mig og sagde, at pigen der stod længere nede skulle blive min kone. Jeg vendte mig om og så hende. Efter koncerten kørte jeg med en kammerat hjem og sagde til ham, at jeg lige havde mødt min kone. Jeg vidste ikke, hvem hun var, hvad hun hed, hvor hun kom fra osv. Men Gud havde sagt, at hun skulle blive min kone. Da jeg var kommet hjem, sagde jeg til Gud, at han skulle føre os sammen, for jeg vidste ikke, hvem hun var. Ca. 3 måneder efter så vi hinanden, og i dag er vi gift og har 3 børn.

Flere gange har jeg oplevet hans direkte tale til mig, bl.a. gennem Bibelen. Den er blevet helt anderledes levende og virkelig for mig. Ofte har jeg oplevet, når jeg læser, at det ikke bare er tomme ord, men at det er Guds tale til mig. Jeg elsker at læse i Bibelen, for det er ikke bare en bog som alle andre. Jeg har også fået lov til at bede for mange mennesker, der er blevet helbredt. Folk er blevet fri fra astma, tinnitus, smerter i ryggen, migræne, gigt m.m. Jeg har oplevet flere, der har smidt krykkerne nede i byen efter at være blevet helbredt - bare ved at have gået hen til dem og fortalt, at jeg er en kristen osv. og så spurgt om jeg måtte bede for dem. Jeg har oplevet, hvordan mennesker er blevet sat fri fra dæmoner og været total forvandlet bagefter. Før var de bundet af frygt, depression, mareridt m.m. men efter, at de var blevet sat fri, var det totalt forsvundet. Jeg har fået lov til at lede andre til Gud og set, hvordan deres liv er blevet forvandlet på få sekunder.

Eller med andre ord, Gud hjælper mig til at leve det liv, som vi ifølge Bibelen skal leve, et liv med tegn og undere, et liv hvor vi kommer tættere på Gud og lærer ham bedre at kende for hver dag, der går. Det er et utrolig spændende liv. Jeg kunne ikke tænke mig at leve en eneste dag uden Gud. Frelsen og livet med Gud er det bedste, der er sket mig. Livet er ikke længere tomt, men giver mening. Jeg har fået en opgave og et formål med at leve, og det er spændende. Det er også hårdt ind i mellem, men det taler Bibelen også om. Jeg har selv oplevet meget modstand, både fra familie og andre, men fællesskabet med Gud er langt større end det alt sammen. Og lige meget hvad der kommer til at ske, er han der ALTID.

Når jeg i dag beder til Gud, er det ikke en religiøs bøn, som jeg før kunne bede, hvis jeg var i en presset situation, hvor jeg havde brug for hjælp. Nu er det personligt. Det er fællesskab med ham. Det er ikke en automat, man prøver at bruge, når det er nødvendigt. I dag elsker jeg f.eks. at gå en lang tur og bare være sammen med Gud alene. Jeg har en længsel efter at være sammen med ham. Jeg kan sagtens gå ind og lukke vores dør og bruge en time på at råbe til ham, snakke til ham og lytte til, hvad han har at sige. Ligemeget hvad jeg laver, er han med i mine tanker. Når jeg kører bil, snakker jeg med ham. Når jeg arbejder, er han der også. Han er en del af mit liv, og jeg kunne ikke tænke mig at leve et sekund uden ham. For et liv uden ham er tomt. Har man først virkelig lært ham at kende, bliver man aldrig den samme igen.

Det var lige lidt om mig, og hvordan det har forvandlet mit liv. Jeg kunne blive ved med at fortælle, hvad jeg oplever, og hvad Gud har gjort i mit liv. Og det er kun begyndelsen, for Gud har så meget mere, og jeg kommer til at se meget mere end det, jeg har set og oplevet indtil nu. For jo mere tid vi bruger sammen med ham, jo bedre lærer vi ham at kende.

Jeg ved i dag, at Gud er virkelig, og at det ikke bare er en tom tro. For jeg har mødt ham og lever med ham hver dag. Jesus døde for dig og mig, men vi må selv give vort liv til Gud. Jeg levede i 18 år uden ham, og hvis jeg var død dengang, var jeg gået fortabt. Det ønsker jeg ikke skal ske med dig. Det var d. 5. april '95, jeg oplevede frelsen. Du kan opleve den i dag. Det er op til DIG. Det er IKKE et bestemt kirketilhørsforhold, men et personligt forhold mellem den levende GUD og DIG. Jesus har givet mig så meget. Han er LIVET.

Radikalt, ik'?

Jo, Guds ord er radikalt. Det kan være, du tænker: "Sådan kan man ikke leve!" Men jo, det kan man. For hvis man først virkelig har omvendt sig og mødt den levende Gud, og er kommet ind i det tætte fællesskab med ham, så er det intet problem at leve det liv, som Gud ønsker for os. Så er han med hele vejen og leder os.

Til dig der "kender" Gud, men ikke lever sådan, vil jeg sige: Begynd at komme tættere på Gud. Bed og råb til ham om, at han må vise dig, hvem han virkelig er. - Og bed om, at han må afsløre Satans bedrag i dit liv, så al lunkenhed og religiøsitet kan blive afsløret, så du kan begynde at læse Guds ord, som det er - uden de religiøse briller. Hold op med at sige: Jamen jeg er jo under Guds nåde - og bruge det som en undskyldning for din lunkne måde at leve på som kristen. Den holder ikke. Søg Gud som aldrig før. Lær ham at kende, som den han er. En hellig, retfærdig og kærlig Gud, der elskede os så meget, at han gav/ofrede sin søn Jesus, for at vi igennem ham kunne blive fri fra synden, så vi kunne få fællesskab med vores Gud og skaber. Han elsker os helt vildt, men ligeså meget, som han elsker os, hader han synden, og han kan IKKE se igennem fingre med synd og ulydighed. Han dømmer synden/ulydigheden, der hvor den findes.

www.OplevJesus.dk